søndag den 6. marts 2011

En lang nat

Jeg har fulgt med i 24 hour people panel på BBC siden de startede kl. 13 i går og det meste af natten (jeg sov fra ca. 3.30 til ca. 7.30) og er blevet fantastisk underholdt.

Samtidig har jeg fået strikket 1½ ærme og en front på Ugle trøjen fra Hjertegarns Baby Exclusive Alpaca nr. 20. Jeg håbet på at kunne gøre den færdig inden de 24 timer er ovre.

David Walliams er alt for vågen og aktiv i forhold til hvordan jeg har det efter kun et par timers søvn og han har ikke fået mulighed for at hvile sig. Jeg misunder ham ikke.

søndag den 27. februar 2011

Comfort food

Dagen i dag bliver brugt til afslapning og til den monotone foldning af fried dumplings eller gyoza om man vil.

40 små fine kødfyldte pakker på rad og række og i etager klar til fryseren. De næste 40 er klar til produktion og så taler vi ikke om de 13 styk, der røg til frokost. Hovsa.

Arbejdet er monotont og perfekt til en doven søndag, der ikke er til de store overvejelser.

IMAG0239

Jeg har ofte siddet i mit barndoms køkken og har hjulpet med at folde disse og for nostalgiens skyld er det den samme opskrift som mine forældre altid har brugt og som stammer fra en kinesisk kogebog min far fik byttet sig til i sine unge dage. Her er ikke noget med "en knivspids dit" eller "et drys af dat" her taler vi nøjagtige mål og man kan nærmest fornemme mama-sans skeptiske øjne, når nu man ikke liiiige følger opskriften slavisk.

Jeg har altid kendt dem som gyoza (det er den japanske betegnelse) og måtte knibe mig selv hårdt i armen, da jeg gik forbi denne lille butik i Kyoto, hvor de sælger forskellige former for dumplings med forskelligt indhold.

IMG_3772

Og ja, jeg prøvede dem flere gange og de var lige gode hver gang. Men hvor er jeg glad for, at jeg ikke selv skal bruge hele dagen på at stå og lave dem for at følge med efterspørgslen, for selvfølgelig er de frisklavede, når du køber dem.

fredag den 11. februar 2011

Vi har haft besøg af en lille 6-årig praktikant ude på arbejde i dag. Det drejer sig om en kollegas datter og hendes besøg var ventet, så vi har hygget os i dag og gået ture hen med breve og hen efter sager m.v.

Hun fik også tid til at lave denne fine tegning til mit kontor.

IMAG0225

lørdag den 5. februar 2011

Det kan ikke anbefales

Jeg fik strikket de sidste par pinde på mit baby tæppe (Umaro af Brooklyn Tweed, genialt mønster) og fik startet en håndvask i maskinen inden jeg tog en halv time i motionsrummet med nogle forskellige vægte.

Derefter gik jeg i gang med mine blocking wires og fik spændt tæppet ud til sin fulde størrelse på 92x98 cm.

IMG_4256

Med det resultat, at mine skuldre nu er meget ømme.

Farven passer ikke, men jeg måtte vælge mellem farve og detalje og synes, at detaljen var bedre at vise frem. Garnet er Supersoft i farven goldcrest strikket på pind 4,5. Jeg har slået op så jeg havde 14 gentagelser i bredden og strikket 8½ gentagelser i højden.

Jeg må indrømme, at jeg selv er lidt forelsket i resultatet, så hvis jeg nogensinde selv skal have et tæppe, bliver det nok et umaro men i noget garn, der passer til opskriften.

søndag den 16. januar 2011

Små sejre

Jeg fik diagnosen diabetes i sommers, som nogen måske husker. På det tidspunkt fyldte det meget i mit hovede og gør det til dels stadig. Jeg fik besked på at tabe mig og fik noget medicin, der skulle hjælpe mig med at kontrollere mit blodsukker.

Det viste sig senere, at jeg ikke kunne tåle medicinen, hvorfor jeg nu får noget, der hedder victoza og som er det nye vidundermiddel indenfor diabetes åbenbart. Det betyder en injektion en gang om dagen og eftersom jeg er bange for nåle og blod, var jeg skrækslagen, da jeg skulle prøve det første gang. Heldigvis vidste sygeplejersken, at jeg havde det sådan, så hun talte mig igennem hele proceduren og jeg fik lov til at prøve det på en af deres plastikmodeller først før jeg skulle gøre det på mig selv. Det er stadig ikke rutine, men jeg er ved at blive bedre til det og behøver ikke den store peptalk først. Det hjælper så også at alle mine skrækscenarier om blod osv. ikke har været en realitet endnu.

Den gode nyhed er nu, at jeg har tabt mig 5cm omkring taljen og mere omkring hofterne. De jeans, som jeg købte til turen til Japan sidder nu løst på mig, men ikke så løst, at jeg vil forsøge mig med endnu en størrelse mindre. Man er vel vestjyde (om ikke af fødsel) så de skal helst holde så længe de kan.

Jeg må indrømme, at en del af det der hjælper mig mentalt igennem forløbet er, at mine blodsukkertal kun lige ligger over det normale, hvorimod jeg på diabetesforeningens forum kan se, at mange selv med medicinering ligger meget over.

I løbet af næste uge skal jeg forhåbentlig også forbi optikeren, hvor jeg skal hente to nye par briller, som jeg har bestilt i denne uge. min styrke har ikke ændret sig noget mærkeligt de sidste 10 år, så da jeg ikke kunne bestemme mig og der samtidig var tilbud så jeg næsten fik to par til et pars pris, jamen så slog jeg til.

onsdag den 12. januar 2011

Jeg siger det bare

Den er et hit!

Selv i sin rå uvaskede form (let kradsende) knuselsker jeg den allerede selvom den ikke er særligt tilgivende overfor topmave og diverse deller.

IMG_4253

Opskriften er Skovtur fra bogen Strik En Stund. Jeg har forlænget både ærmer (uden dog at lave dem helt lange som bogen foreslår) og selve tunikaen, så den nu er en kjole. Jeg har prøvet den undervejs for at få rib delen til at stoppe det helt rigtige sted visuelt.

Alt i alt er jeg godt tilfreds og glæder mig til at flytte ind i den.

søndag den 9. januar 2011

Hvad har du dog lavet?

Ikke så meget sniksnak, bare billeder:

Kattelegetøj:
IMG_4234

IMG_4231


Pulsvarmere til en veninde i Kauni
IMG_4238


En Tuckernuck (findes i Interweave Knits winter 2010) til en lille ufødt pige
IMG_4249

IMG_4244

Bunnyclava(findes på Ravelry), vanter og små sko/sokker til den samme pige
IMG_4240

Alle projekter undtagen pulsvarmerne er strikket i supersoft garn.