Jeg fik diagnosen diabetes i sommers, som nogen måske husker. På det tidspunkt fyldte det meget i mit hovede og gør det til dels stadig. Jeg fik besked på at tabe mig og fik noget medicin, der skulle hjælpe mig med at kontrollere mit blodsukker.
Det viste sig senere, at jeg ikke kunne tåle medicinen, hvorfor jeg nu får noget, der hedder victoza og som er det nye vidundermiddel indenfor diabetes åbenbart. Det betyder en injektion en gang om dagen og eftersom jeg er bange for nåle og blod, var jeg skrækslagen, da jeg skulle prøve det første gang. Heldigvis vidste sygeplejersken, at jeg havde det sådan, så hun talte mig igennem hele proceduren og jeg fik lov til at prøve det på en af deres plastikmodeller først før jeg skulle gøre det på mig selv. Det er stadig ikke rutine, men jeg er ved at blive bedre til det og behøver ikke den store peptalk først. Det hjælper så også at alle mine skrækscenarier om blod osv. ikke har været en realitet endnu.
Den gode nyhed er nu, at jeg har tabt mig 5cm omkring taljen og mere omkring hofterne. De jeans, som jeg købte til turen til Japan sidder nu løst på mig, men ikke så løst, at jeg vil forsøge mig med endnu en størrelse mindre. Man er vel vestjyde (om ikke af fødsel) så de skal helst holde så længe de kan.
Jeg må indrømme, at en del af det der hjælper mig mentalt igennem forløbet er, at mine blodsukkertal kun lige ligger over det normale, hvorimod jeg på diabetesforeningens forum kan se, at mange selv med medicinering ligger meget over.
I løbet af næste uge skal jeg forhåbentlig også forbi optikeren, hvor jeg skal hente to nye par briller, som jeg har bestilt i denne uge. min styrke har ikke ændret sig noget mærkeligt de sidste 10 år, så da jeg ikke kunne bestemme mig og der samtidig var tilbud så jeg næsten fik to par til et pars pris, jamen så slog jeg til.
