40 små fine kødfyldte pakker på rad og række og i etager klar til fryseren. De næste 40 er klar til produktion og så taler vi ikke om de 13 styk, der røg til frokost. Hovsa.
Arbejdet er monotont og perfekt til en doven søndag, der ikke er til de store overvejelser.
Jeg har ofte siddet i mit barndoms køkken og har hjulpet med at folde disse og for nostalgiens skyld er det den samme opskrift som mine forældre altid har brugt og som stammer fra en kinesisk kogebog min far fik byttet sig til i sine unge dage. Her er ikke noget med "en knivspids dit" eller "et drys af dat" her taler vi nøjagtige mål og man kan nærmest fornemme mama-sans skeptiske øjne, når nu man ikke liiiige følger opskriften slavisk.
Jeg har altid kendt dem som gyoza (det er den japanske betegnelse) og måtte knibe mig selv hårdt i armen, da jeg gik forbi denne lille butik i Kyoto, hvor de sælger forskellige former for dumplings med forskelligt indhold.
Og ja, jeg prøvede dem flere gange og de var lige gode hver gang. Men hvor er jeg glad for, at jeg ikke selv skal bruge hele dagen på at stå og lave dem for at følge med efterspørgslen, for selvfølgelig er de frisklavede, når du køber dem.
2 kommentarer:
Det virker som en god måde at bruge sin søndag. :) De ser lækre ud! Og jeg synes altid der forsvinder et par stykker, sådan helt pist, mens man står og arbejder. Gad vide hvor de bliver af...
Jeg forstår det heller ikke, måske jeg har nogle nisser til overs fra julen, der er blevet sultne.
Send en kommentar