torsdag den 29. april 2010

Kan du høre det?

Solen skinner lidt mere.

Fuglene fløjter lidt højere.

Jordbærene smager lidt bedre.

Det er weekend - hele weekenden. Der skal slappes af og laves ingenting. Og der skal nydes, skal der.

mandag den 26. april 2010

Jubeldage

Jeg har lyst til at danse rundt og synge med på sangene i radioen, selvom jeg ikke kan teksten eller nogensinde har hørt sangen før.

Og hvorfor så det? Jo, en af mine rigtigt gode veninder har klaret PET-tjekket og har fået det der mest af alt kan betegnes som hendes drømmejob. Og hun starter allerede mandag.

Jamen kan man næsten få bedre nyheder?

lørdag den 24. april 2010

Hallo?

Sidste weekend var jeg i København for at besøge en veninde og deltage i Sakura festivalen.

Sakura festivalen opsummeres bedst med dette billede

IMG_3060

Det var koldt og blæsende og lysten var der ikke til at blive hele dagen, som den var sidste år. Nu er det usikkert, om der overhovedet bliver en festival næste år, for midlerne er ikke til det.

Denne weekend står den på endnu et japansk indslag; vi skal mødes i Esbjerg i morgen til det store sushi tag selv bord med kinesisk buffet. Eller måske er det omvendt.

Lysten til at strikke kan være på et meget lille sted i øjeblikket. Jeg kan bare ikke overskue det for tiden, så det bliver til meget lidt. I det hele taget kan jeg mærke min tålmodighed med alt være på et meget lille sted. Jeg er bange for, at det er det omskiftelige vejr, der har påvirket mit humør. Jeg vil have forår og solskin.

onsdag den 14. april 2010

Jeg, en handykvinde

Da jeg bestilte nyt tvbord og min far spurgte om jeg ikke burde tilkalde hjælp fra en kollega til at tage mit gamle tv-møbel fra hinanden sagde jeg nej. Hvor svært kunne det være at flytte et par elektroniske dimser og skille en reol ad, som jeg selv har samlet?

Det er ikke svært, men det er hårdt arbejde. Puha, jeg har fået strammet de skruer godt og hvor er mit tv egentligt tungt og hvad er det lige, at jeg skal bruge alle de elektroniske dimser til? Og jeg burde egentlig snart holde en fest så jeg kan få tømt mit "barskab".

Men nu er det næsten klar til, at mine nye møbler kommer i morgen. Næsten, jeg skal bare lige nå en tur med støvsugeren og flytte fjernsynet fra sin midlertidige plads på kommoden (der også skal skiftes ud) men det bliver i morgen kort inden de kommer.

Nåh, nu har jeg holdt pause længe nok.

torsdag den 1. april 2010

Kan du høre det?

Der er så stille her til morgen, at jeg kan høre regnen ramme min rude lige så stille.

Jeg har udnyttet, at min ferie er startet. Her til morgen har jeg sovet længe (kl. 7 er længe i min verden) og jeg nyder min morgen med en latte og røræg og mit strikketøj.

Jeg er i gang med Monday Morning Cardigan i Supersoft i farven cranberry. Jeg er nået til ærmerne, der af en eller anden grund bare ikke vil strikkes. Jeg er langt om længe i gang med andet ærme og er nået over halvvejs, hvilket føles som en sejr i sig selv.

IMAG0085.jpg
(Min mobil er ikke god til det med farver)

Ærmerne er knap og nap trekvart lange. Jeg har en tendens til at skubbe mine ærmer op så de sidder et stykke under albuen, så det er den længde, jeg har forsøgt at ramme. Jeg synes selv, at det er lykkedes meget godt.