onsdag den 25. januar 2012

Min første kærlighed

Under overskriften "First love" gemmer Sky Arts en række programmer om kendte personligheders tilbagevenden til deres første møde med musikken i form af sang eller instrumenter.

Jeg startede ud i musikskolens grundskole i børnehaveklassen, hvilket udviklede sig til blokfløjte og senere tværfløjte. På trods af den daglige rutine med at øve og øve og øve lidt mere, har jeg i dag ikke rørt min tværfløjte i 10 år. Hvorfor ved jeg ikke, for jeg husker stadig, hvor meget jeg elskede fællesskabet i det big band jeg spillede med i. Eller måske ved jeg det godt, for for 10 år siden var jeg flyttet på kollegie i en fremmed by og kendte ingen, som jeg kunne spille med. Jeg har aldrig været specielt udadvendt så det kom ikke naturligt til mig at finde en ny gruppe.

(Som en sidebemærkning har en veninde, der i dag er skolelære, på et tidspunkt nævnt, at havde jeg gået i skole i dag, ville jeg nok tælle med i statistikken af de stille piger med adhd. Det var man bare ikke specielt opmærksom på dengang)

Jeg har en eller anden idé om, at jeg var god til at spille, da jeg stoppede. Andre har i hvert fald bildt mig ind, at jeg var ret god til at spille. Men samtidig med, at lysten til at spille dukker op, når jeg falder over et program som ovenstående, så melder angsten sig også. Angsten og jeg er gode venner. Jeg trives ikke med den, men jeg accepterer den og prøver at handle trods angsten, men med musikken rammer angsten et ømt punkt og jeg ved godt, hvad problemet er - hvis jeg forsøger mig med at spille i dag, vil jeg ikke være på samme niveau, da jeg stoppede. Angsten er nok i virkeligheden angsten for ikke at være god nok, angsten for at fejle.

Men en dag, en dag vil jeg gøre det. Jeg skal bare lige finde modet først.

onsdag den 4. januar 2012

Grunde til ikke at købe mere garn

Jeg tænkte, at jeg jo burde sortere mit garn, se hvad jeg ikke ville have (jeg arvede en del fra min farmor for nogle år siden) og så sortere i hvad, der bare skal ud og hvad der skal sælges.

Jeg startede med at hive 4 netto poser ned fra hylden og dette er indholdet:

IMAG0217
Samtlige farver her indeholder nok til en sweater eller cardigan til mig.

IMAG0218
Hele denne række er enlige farver.

Det er mørkt, derfor ses farverne ikke for godt, men hvis jeg nu indrømmer, at dette kun er en brøkdel af mit garnlager, ja så forstår du nok, hvorfor jeg nok ikke skal bestille mere garn lige foreløbigt (når altså min Impaz ordre er kommet i hus)

Der er ting, jeg hellere vil

Som f.eks. ikke at sove ved siden af et vindue, der på grund af stormen en gang imellem knirker. Det er nok for meget sagt at påstå at jeg sov ved siden af vinduet, sandheden er nok nærmere, at jeg indtil flere gange blundede ved siden af vinduet.

Mens jeg blundede kom tanken "nu kan du kun sove i x timer" flere gange op i mig, for jeg var af den overbevisning, at i dag var den 5. januar og jeg skulle på arbejde, så kl. 6 stod jeg op og gik i bad. Men det er, som du nok har konstateret, kun den 4. i dag. Jeg overvejede et par gange om jeg skulle tage af sted alligevel, men regnen og blæsten har overbevist mig om, at det er noget rarere at blive hjemme og hygge under dynen med strik og fjernsyn.

Jeg kan stadig høre vinden ruske i alting udenfor i mørket, mon ikke det holder op på et tidspunkt?

tirsdag den 3. januar 2012

Jeg kan ikke lade være

Selvom den ikke er vasket endnu, så kan jeg ikke lade være med at vise min Boreal strikket i Garnstudio Nepal (købt ved Impaz kort før jul med superhurtig levering og god service som altid - faktisk så god service, at jeg købte endnu mere garn, som hun desværre ikke havde på lager, men som bliver leveret inden for de næste par uger)

IMAG0212

Den er utroligt lækker og når jeg engang får den vasket (vejret indbyder ikke til en tur ned i det fælles vaskeri) så er jeg sikker på, at det bliver en yndling. Jeg har forlænget både ærmer og selve kroppen, for ellers ville den blive for kort.

IMAG0213

Nu vi alligevel er i gang med nyhederne, så har jeg i dag købt billetter til mig selv til formel 1 i Monaco sidste weekend i maj. Det bliver så fantastisk.

fredag den 23. december 2011

Jul?

Så blev det også tid til juleferie for mig, så lige nu sidder jeg lettere groggy og læser mails mens jeg nyder et glas kold mælk.

Der skal ikke ske de store ting denne jul, for min familie holder jul på efterbevilling, når min far kommer hjem i begyndelsen af januar (oven i de planer er min mor i hemodialyse tre gange om ugen i øjeblikket inklusiv juleaftensdag, så hun har frabedt sig, at jeg kommer hjem) Alligevel har jeg købt ind så jeg i morgen kan servere en traditionel julemiddag for mig selv og der er da også et par gaver at pakke op. Oven på en gang lungebetændelse og et par lange sidste dage på arbejde er det da også rart bare at skulle slappe af, så jeg føler ikke selv, at jeg går glip af noget.

Jeg må samtidig indrømme, at jeg ikke har fået pyntet op til jul, for det føles forkert i år af en eller anden grund. Jeg ved ikke om det er vejret eller de to uger, der røg ud af kalenderen lige pludselig, men jeg er bare ikke i julestemning. Det skal ikke afholde mig fra at hygge mig med julegodter.

I må alle have en glædelig jul.

torsdag den 8. december 2011

Så skete det

Jeg er nu et år (og i skrivende stund 16 minutter) ældre.

Og jeg føler mig uendeligt gammel, men det skyldes nok mest min influenza. Dagen bliver fejret alene og på langs, men mon ikke jeg overlever? Ellers skal gamle kattes værn og den sydfynske hasselmus arve alt.

lørdag den 12. november 2011

Vinteren kan bare komme an

(jeg mangler bare lige en ny hue først)

IMAG0144

Han er lidt skeløjet (okay, meget) men jeg elsker ham
IMAG0147