søndag den 3. januar 2010

Barndom, here I come

Hvem kan huske Børneradio på P3? Og her mener jeg før det blev en underlig blanding af selvpromovering og kærlighedserklæringer.

Det gør jeg og min glæde blev enorm, da jeg i dag faldt over Hobbitten læst af Ove Sprogøe. Jeg fulgte selv religiøst med, da den blev sendt i Børneradio hver mandag.

Jeg har næsten lyst til at dele den ind i bider af 20 minutter, så jeg kan høre den på vej på arbejde hver mandag i januar. Iiih.

Måske er det i morgen

Det er søndag i dag. Søndag den 3. januar 2010.

Af en eller anden grund var det første jeg huskede, da jeg slog øjnene op i morges, at en af mine barndomsvenner har fødselsdag i dag. Jeg har ikke tænkt over det længe, men af en eller anden grund forbinder min underbevidsthed dagen i dag med ham. Gad vide hvad der er sket ham? Sidst jeg hørte noget var han stadig sammen med sin kæreste fra folkeskolen og arbejde med landbrugsmaskiner. Mon ikke han stadig er det?

Det er råkoldt her til morgen. -11 grader, hvis man kan stole på min vejrstation. Jeg har mest af alt lyst til at putte mig og gemme mig væk. Gemme mig for omverdenen og især kulden. Glemme at det i morgen er mandag og dermed den første arbejdsdag efter nytår. Glemme det hele og bare indhylle mig i en kokon og vente på varmere vejr, men det går ikke.

Som ved de fleste andre ferier sidder jeg og tænker "var det virkelig det?". For godt nok har jeg holdt ferie i 2 uger, men alligevel føles det ikke som nok. Jeg kunne godt klare en uge til, en måned til, ja hvorfor ikke 2? Stress er ikke noget man taler om på min arbejdsplads, men for nogen af os, er det en realitet. Den tanke, der oftest får mig ud af fjerene om morgenen, er den mulighed, det håb, at måske er det i dag, det bliver bedre.

Måske er det i morgen.

fredag den 1. januar 2010

En ny dag, en ny måned, et nyt år, et nyt årti

I dag er indledningen til mange ting, men mest af alt er det en helligdag, så jeg er iført den underligste samling af to sokker, der ikke passer sammen, en trøje med ukendte pletter, sorte tykke leggings og morgenhår. Jeg skal ingen steder i dag, så der bliver ikke ændret på noget som helst.

Jeg fik købt lidt rigeligt garn i 2009, så i 2010 satser jeg på udelukkende at strikke fra lageret (jeg kan allerede se, hvordan det går galt inden længe, men intentionen er der da).

Dagen skal bruges på strik og tv-kigning, det bliver ikke meget bedre.

torsdag den 31. december 2009

På årets sidste dag

burde man nok reflektere over året, se på de gode ting, de dårlige ting. Måske se tilbage på et helt årti? (Jeg blev student i 2001, startede på jura studiet samme år, startede på Statsforvaltningen 1. oktober 2007 og arbejder der stadig; oplevede kærestesorger, gode minder, tab og episoder jeg helst vil glemme, kort sagt, jeg levede).

I stedet kan jeg vise begyndelsen på et ærme frem:

IMAG0022.jpg

Dette er begyndelsen til det første ærme på Paper Dolls (Ravelry link) strikket i to farver af Hjertegarn Mini vital. Jeg kan allerede mærke, at det bliver en elsket trøje.

torsdag den 17. december 2009

Du ved, sådan rigtigt

Det er skisme koldt derude.

Meget endda.

Der kommer endda et par snefnug dalende.

Jo jo, det er sandt! Det er ikke mange, men lidt hvidt er der da.

Meldingen på arbejde lød fra morgenen af; Ingen post i dag, lastbilen sidder fast i sneen.

Og så kiggede vi ud på den nøgne jord. Ja, verden er lille, men sommetider er vi meget meget forskellige.

tirsdag den 15. december 2009

Mere død end levende

Denne uge bliver hård på arbejde. Jeg har arbejdet i lidt over 11 timer i dag og i morgen bliver nok noget af det samme. Torsdag bliver nok ligeså. Fredag bliver bedre - der går jeg på juleferie. Det bliver godt!

Mine ekstra kabler til mit Addi Click system som jeg bestilte søndag fra Impaz er kommet. Det giver mange mange mange flere muligheder for at slå op til alt det strik, som jeg ikke kan vente med at slå op til. Det her kunne godt gå hen og blive farligt.

Mmm, jeg har lyst til lagkage lige nu af uanede årsager, men først; søvn!

tirsdag den 8. december 2009

Et år ældre

men uden flere rynker. Tror jeg da.