Det er søndag i dag. Søndag den 3. januar 2010.
Af en eller anden grund var det første jeg huskede, da jeg slog øjnene op i morges, at en af mine barndomsvenner har fødselsdag i dag. Jeg har ikke tænkt over det længe, men af en eller anden grund forbinder min underbevidsthed dagen i dag med ham. Gad vide hvad der er sket ham? Sidst jeg hørte noget var han stadig sammen med sin kæreste fra folkeskolen og arbejde med landbrugsmaskiner. Mon ikke han stadig er det?
Det er råkoldt her til morgen. -11 grader, hvis man kan stole på min vejrstation. Jeg har mest af alt lyst til at putte mig og gemme mig væk. Gemme mig for omverdenen og især kulden. Glemme at det i morgen er mandag og dermed den første arbejdsdag efter nytår. Glemme det hele og bare indhylle mig i en kokon og vente på varmere vejr, men det går ikke.
Som ved de fleste andre ferier sidder jeg og tænker "var det virkelig det?". For godt nok har jeg holdt ferie i 2 uger, men alligevel føles det ikke som nok. Jeg kunne godt klare en uge til, en måned til, ja hvorfor ikke 2? Stress er ikke noget man taler om på min arbejdsplads, men for nogen af os, er det en realitet. Den tanke, der oftest får mig ud af fjerene om morgenen, er den mulighed, det håb, at måske er det i dag, det bliver bedre.
Måske er det i morgen.
