Min første kærlighed

Under overskriften "First love" gemmer Sky Arts en række programmer om kendte personligheders tilbagevenden til deres første møde med musikken i form af sang eller instrumenter.

Jeg startede ud i musikskolens grundskole i børnehaveklassen, hvilket udviklede sig til blokfløjte og senere tværfløjte. På trods af den daglige rutine med at øve og øve og øve lidt mere, har jeg i dag ikke rørt min tværfløjte i 10 år. Hvorfor ved jeg ikke, for jeg husker stadig, hvor meget jeg elskede fællesskabet i det big band jeg spillede med i. Eller måske ved jeg det godt, for for 10 år siden var jeg flyttet på kollegie i en fremmed by og kendte ingen, som jeg kunne spille med. Jeg har aldrig været specielt udadvendt så det kom ikke naturligt til mig at finde en ny gruppe.

(Som en sidebemærkning har en veninde, der i dag er skolelære, på et tidspunkt nævnt, at havde jeg gået i skole i dag, ville jeg nok tælle med i statistikken af de stille piger med adhd. Det var man bare ikke specielt opmærksom på dengang)

Jeg har en eller anden idé om, at jeg var god til at spille, da jeg stoppede. Andre har i hvert fald bildt mig ind, at jeg var ret god til at spille. Men samtidig med, at lysten til at spille dukker op, når jeg falder over et program som ovenstående, så melder angsten sig også. Angsten og jeg er gode venner. Jeg trives ikke med den, men jeg accepterer den og prøver at handle trods angsten, men med musikken rammer angsten et ømt punkt og jeg ved godt, hvad problemet er - hvis jeg forsøger mig med at spille i dag, vil jeg ikke være på samme niveau, da jeg stoppede. Angsten er nok i virkeligheden angsten for ikke at være god nok, angsten for at fejle.

Men en dag, en dag vil jeg gøre det. Jeg skal bare lige finde modet først.

Your servant I am

and will humbly remain.

Jeg har elsket Rolling Stones siden jeg var en lille pige, der dansede rundt til min fars LPer. Dengang var Lady Jane en af mine absolut favoritter sammen med Start Me Up og Wild Horses. Bare de første toner af en af de sange og jeg er hensat til min barndom.

For nogle år siden var jeg så heldig at få billetter til deres koncert i parken og jeg var helt og aldeles solgt. Min beundring var ikke mindre, da jeg så Shine a Light i går. Jeg var igen hensat til min barndom og gode minder om min far.

Barndom, here I come

Hvem kan huske Børneradio på P3? Og her mener jeg før det blev en underlig blanding af selvpromovering og kærlighedserklæringer.

Det gør jeg og min glæde blev enorm, da jeg i dag faldt over Hobbitten læst af Ove Sprogøe. Jeg fulgte selv religiøst med, da den blev sendt i Børneradio hver mandag.

Jeg har næsten lyst til at dele den ind i bider af 20 minutter, så jeg kan høre den på vej på arbejde hver mandag i januar. Iiih.