Min første kærlighed

Under overskriften "First love" gemmer Sky Arts en række programmer om kendte personligheders tilbagevenden til deres første møde med musikken i form af sang eller instrumenter.

Jeg startede ud i musikskolens grundskole i børnehaveklassen, hvilket udviklede sig til blokfløjte og senere tværfløjte. På trods af den daglige rutine med at øve og øve og øve lidt mere, har jeg i dag ikke rørt min tværfløjte i 10 år. Hvorfor ved jeg ikke, for jeg husker stadig, hvor meget jeg elskede fællesskabet i det big band jeg spillede med i. Eller måske ved jeg det godt, for for 10 år siden var jeg flyttet på kollegie i en fremmed by og kendte ingen, som jeg kunne spille med. Jeg har aldrig været specielt udadvendt så det kom ikke naturligt til mig at finde en ny gruppe.

(Som en sidebemærkning har en veninde, der i dag er skolelære, på et tidspunkt nævnt, at havde jeg gået i skole i dag, ville jeg nok tælle med i statistikken af de stille piger med adhd. Det var man bare ikke specielt opmærksom på dengang)

Jeg har en eller anden idé om, at jeg var god til at spille, da jeg stoppede. Andre har i hvert fald bildt mig ind, at jeg var ret god til at spille. Men samtidig med, at lysten til at spille dukker op, når jeg falder over et program som ovenstående, så melder angsten sig også. Angsten og jeg er gode venner. Jeg trives ikke med den, men jeg accepterer den og prøver at handle trods angsten, men med musikken rammer angsten et ømt punkt og jeg ved godt, hvad problemet er - hvis jeg forsøger mig med at spille i dag, vil jeg ikke være på samme niveau, da jeg stoppede. Angsten er nok i virkeligheden angsten for ikke at være god nok, angsten for at fejle.

Men en dag, en dag vil jeg gøre det. Jeg skal bare lige finde modet først.

Aaargh

Jeg er vred på Post Danmark, men ikke deres kundeservice, men så alligevel.

Jeg har en fin lille anmeldelse liggende, der siger at jeg har et brev liggende fra en veninde i England. Jeg fik anmeldelsen onsdag, men kunne først komme i postbutikken i dag. Der var intet til mig. Jeg spørger selvfølgelig hvordan det kan være, for der må ligesom ha' været et brev ellers ville postbudet ikke kunne lave anmeldelsen. Så sukkede deres modarbejder og scannede anmeldelsen og konstaterede, at der ikke var noget registreret på det nummer. Igen måtte jeg så spørge hvad hun mente, at jeg nu skulle gøre? "Fortæl afsenderen at det ikke er kommet frem". Den tænkte jeg lidt over. "Men hvad vil post danmark så gøre, for enten har i mistet mit brev eller der er tale om tyveri" Og så kommer det svar, som jeg på ingen måder kunne have forudset "Det er ikke postdanmarks problem".

Jeg skyndte mig hjem, fik fat i kundeservice, hvor en meget sød dame var meget chokeret over den udmeldelse, deres modarbejder var kommet med. Hun har skrevet en rapport på begge dele og undskyldte mange gange. Så nej, jeg kan ikke være sur på Post Danmarks kundeservice, for hun var yderst forstående, men deres modarbejder kender bestemt ikke ordet kundeservice og kunne godt trænge til et kursus. Ikke post danmarks problem, ja, så har man hørt det med.

Mandag igen

I dag har jeg brugt 6 timer på en højprofil sag. 6 timer! Og jeg ved, at den bliver påklaget, det er bare et spørgsmål om klagen kommer i denne eller næste uge og om den kommer fra den ene eller begge forældre.

Jeg har opdaget en forkærlighed for Laura Chau. Det er hendes cardigan, som jeg lige er blevet færdig med og jeg er næsten færdig med Dew Point også, jeg mangler bare sidste halvdel af et kort ærme, så er den overstået. Og jeg begyndte vel at mærke først på den i fredags.

Nicklas Bendtner er på forsiden af Elle. Ikke noget jeg var særligt opmærksom på, men når man nu kender en fan i England, der samtidig er fascineret af danskere og mode, så måtte jeg jo forbi og hente et eksemplar. Og tænk, jeg troede at Elle handlede om mode

På væggen

Inspireret af Madame (via Anne) vil jeg da gerne vise frem, hvad jeg har på væggene i stuen - 4 malerier af den samme kunstner, Steen Løgstrup, der huserer i Troense og som er det rareste og mest underholdende, man kunne tænke sig. Hans atelier er altid et besøg værd.

Udover disse malerier ejer jeg også to mindre malerier fra hans fugleserie, som hænger på mit kontor. Som man kan se, er både han og jeg glade for farver.

Som et kuriosum hænger dette i min gang:

Min farmor lavede det i sin tid og da hun gik bort, var det en af de ting, som jeg fik med fra hendes hjem. Det er en tidlig teenage mig, der er øverst til højre.

Tidlig nostalgi?

Mellem aftaler, erhvervsdrivende og kontormøder har jeg haft en sang kørende i den indre radio hele dagen.

Jeg har en teori om, at man først slipper af med sådan en øreorm, når man giver den videre, så fra mig til dig:

Mød Alice

Alice har ikke altid heddet Alice, men hun har altid forestillet sig, at det var hende, der fulgte kaninen ned i hullet og endte i eventyrland.

Som det ses er Alice tilhænger af Lolita Fashion og klæder sig også derefter; hendes store sløjfe er blevet hendes kendetegn gennem årene. (Og så har hun en forkærlighed for jura)

Opskriften stammer herfra og Alice er ikke alene i blogland.

En ny søndags tradition?

Sidste søndag lakerede jeg mine negle ud af kedsomhed.

Farven (fra Essie men jeg skal ikke kunne udtale mig om farvens navn) kom af i dag og fik mine negle til at se så kedelige ud, så en ny farve måtte der til.

Denne gang er vi ude i en Berry Ice Cream af Barry M. Farven er lidt mørkere end på billedet.

Søndag aften