Min første kærlighed

Under overskriften "First love" gemmer Sky Arts en række programmer om kendte personligheders tilbagevenden til deres første møde med musikken i form af sang eller instrumenter.

Jeg startede ud i musikskolens grundskole i børnehaveklassen, hvilket udviklede sig til blokfløjte og senere tværfløjte. På trods af den daglige rutine med at øve og øve og øve lidt mere, har jeg i dag ikke rørt min tværfløjte i 10 år. Hvorfor ved jeg ikke, for jeg husker stadig, hvor meget jeg elskede fællesskabet i det big band jeg spillede med i. Eller måske ved jeg det godt, for for 10 år siden var jeg flyttet på kollegie i en fremmed by og kendte ingen, som jeg kunne spille med. Jeg har aldrig været specielt udadvendt så det kom ikke naturligt til mig at finde en ny gruppe.

(Som en sidebemærkning har en veninde, der i dag er skolelære, på et tidspunkt nævnt, at havde jeg gået i skole i dag, ville jeg nok tælle med i statistikken af de stille piger med adhd. Det var man bare ikke specielt opmærksom på dengang)

Jeg har en eller anden idé om, at jeg var god til at spille, da jeg stoppede. Andre har i hvert fald bildt mig ind, at jeg var ret god til at spille. Men samtidig med, at lysten til at spille dukker op, når jeg falder over et program som ovenstående, så melder angsten sig også. Angsten og jeg er gode venner. Jeg trives ikke med den, men jeg accepterer den og prøver at handle trods angsten, men med musikken rammer angsten et ømt punkt og jeg ved godt, hvad problemet er - hvis jeg forsøger mig med at spille i dag, vil jeg ikke være på samme niveau, da jeg stoppede. Angsten er nok i virkeligheden angsten for ikke at være god nok, angsten for at fejle.

Men en dag, en dag vil jeg gøre det. Jeg skal bare lige finde modet først.

6,8 km og død

Jeg har lige brugt en time på at følge Leslie Sansones 4 mile express og jeg er døende.

Jeg er gået fra ingen aktivitet til meget aktivitet på for mig meget kort tid og det kan mærkes på kroppen, selvom den måske ikke bliver mindre (½cm fra søndag til søndag!) så kan jeg mærke, at jeg har fået mere energi.

Men hold da op hvor jeg aldrig bliver en fitness freak, for uanset, at jeg da føler mig dejlig afslappet nu, så har jeg flere tidspunkter undervejs hvor jeg tænker, at jeg aldrig nogensinde gennemfører det her.

Samtidig har jeg også en positiv fornemmelse af at kunne mærke mine mave muskler inde under fedtet, når jeg mærker efter. Det føles meget underligt og alligevel kan jeg ikke lade være med at smile, når jeg en gang i mellem lige mærker efter, for jo, den er god nok, de er der stadig.

Og hvem kan egentlig stå for at få ros bare for at have startet dvd'en? Hun er nu god nok, hende Leslie.

Og bare så det ikke skal handle om fitness det hele (jeg bruger ordet fitness meget løseligt) så har jeg en veninde, der er i Skotland i øjeblikket som på Rennie spinderiet har købt tre spoler garn til mig - 2 spoler uld/silke og 1 spole uld/cashmere. Jeg kan ikke vente på, at hun kommer forbi med dem.

Nu vi er ved det tilfældige og indrømmelserne - ja, jeg skal se De Unge Mødre om lidt, for uanset, at jeg i mit arbejdslive møder flere af disse unge kvinder skriftligt (og tidligere også personligt) så kan jeg ikke lade være med at følge med i, hvordan det nu går dem.