6,8 km og død

Jeg har lige brugt en time på at følge Leslie Sansones 4 mile express og jeg er døende.

Jeg er gået fra ingen aktivitet til meget aktivitet på for mig meget kort tid og det kan mærkes på kroppen, selvom den måske ikke bliver mindre (½cm fra søndag til søndag!) så kan jeg mærke, at jeg har fået mere energi.

Men hold da op hvor jeg aldrig bliver en fitness freak, for uanset, at jeg da føler mig dejlig afslappet nu, så har jeg flere tidspunkter undervejs hvor jeg tænker, at jeg aldrig nogensinde gennemfører det her.

Samtidig har jeg også en positiv fornemmelse af at kunne mærke mine mave muskler inde under fedtet, når jeg mærker efter. Det føles meget underligt og alligevel kan jeg ikke lade være med at smile, når jeg en gang i mellem lige mærker efter, for jo, den er god nok, de er der stadig.

Og hvem kan egentlig stå for at få ros bare for at have startet dvd'en? Hun er nu god nok, hende Leslie.

Og bare så det ikke skal handle om fitness det hele (jeg bruger ordet fitness meget løseligt) så har jeg en veninde, der er i Skotland i øjeblikket som på Rennie spinderiet har købt tre spoler garn til mig - 2 spoler uld/silke og 1 spole uld/cashmere. Jeg kan ikke vente på, at hun kommer forbi med dem.

Nu vi er ved det tilfældige og indrømmelserne - ja, jeg skal se De Unge Mødre om lidt, for uanset, at jeg i mit arbejdslive møder flere af disse unge kvinder skriftligt (og tidligere også personligt) så kan jeg ikke lade være med at følge med i, hvordan det nu går dem.