Efter en lille uges tid, hvor der blev slappet af på bedste vis og spist mere end normalt, er jeg nu tilbage i lejligheden og nyder de sidste par dage.
Det sker bl.a. ved gennemlæsning af de strikkebøger, jeg fik hentet på posthuset tidligere på dagen. Det klør virkelig i fingrene for at komme i gang med et eller andet, men efter at have indset, at det er tåbeligt at have en sweater liggende i et halvt år bare fordi den mangler det ene ærme, er jeg gået i gang med 14 cm 1x1 rib. Det går fremad, men langsomt, for lysten er der ligesom ikke rigtigt.
Min blå Buttercup måtte lade livet i går. Jeg prøvede den på da jeg skulle i gang med at tage ud på hver tolvte omgang og den var for stor om ryggen og havde en alt for dyb udskæring. Så den blev taget af pindene og garnet er nu vundet op. Jeg har regnet mig frem til, at en størrelse mindre vil passe mig bedre, så det satser jeg på. Når lige jeg får lysten igen, det er anden gang, at jeg har trevlet den op. Det skal lykkes.
Jeg skulle gerne modtage 4 spoler med Supersoft med posten i morgen. Jeg glæder mig allerede til at lege med farverne. Måske man skulle strikke en Coral? Måske man bare skulle vente? Marianne var så sød at lægge de fire spoler jeg ville have til side og først sende dem nu. Jeg har bestilt to farver, som jeg allerede havde kigget på (marlin og cranberry) samt to farver, der selv sprang op i kurven (goldcrest og dark apple). Nu skal jeg bare finde plads til det hele...
Jeg fik også bestilt two dvd'er på play.com i går. Det drejer sig om The Ultimate Vicar of Dibley og sæson 1 af Jam & Jerusalem. Jeg elsker engelske komedier og jeg elsker Dawn French. Jeg blev ikke mindre glad da jeg hørte, at tredje sæson af Jam & Jerusalem starter på Søndag. Jeg er klar.
Nordic Bloom
1 uge siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar