Min første kærlighed

Under overskriften "First love" gemmer Sky Arts en række programmer om kendte personligheders tilbagevenden til deres første møde med musikken i form af sang eller instrumenter.

Jeg startede ud i musikskolens grundskole i børnehaveklassen, hvilket udviklede sig til blokfløjte og senere tværfløjte. På trods af den daglige rutine med at øve og øve og øve lidt mere, har jeg i dag ikke rørt min tværfløjte i 10 år. Hvorfor ved jeg ikke, for jeg husker stadig, hvor meget jeg elskede fællesskabet i det big band jeg spillede med i. Eller måske ved jeg det godt, for for 10 år siden var jeg flyttet på kollegie i en fremmed by og kendte ingen, som jeg kunne spille med. Jeg har aldrig været specielt udadvendt så det kom ikke naturligt til mig at finde en ny gruppe.

(Som en sidebemærkning har en veninde, der i dag er skolelære, på et tidspunkt nævnt, at havde jeg gået i skole i dag, ville jeg nok tælle med i statistikken af de stille piger med adhd. Det var man bare ikke specielt opmærksom på dengang)

Jeg har en eller anden idé om, at jeg var god til at spille, da jeg stoppede. Andre har i hvert fald bildt mig ind, at jeg var ret god til at spille. Men samtidig med, at lysten til at spille dukker op, når jeg falder over et program som ovenstående, så melder angsten sig også. Angsten og jeg er gode venner. Jeg trives ikke med den, men jeg accepterer den og prøver at handle trods angsten, men med musikken rammer angsten et ømt punkt og jeg ved godt, hvad problemet er - hvis jeg forsøger mig med at spille i dag, vil jeg ikke være på samme niveau, da jeg stoppede. Angsten er nok i virkeligheden angsten for ikke at være god nok, angsten for at fejle.

Men en dag, en dag vil jeg gøre det. Jeg skal bare lige finde modet først.